Logo-GormHansen

Nyheder

Nyhedsoverskrift:

Jobbet som rørlægger

Publiceringsdato:
25. jan 2019
Kort Text:
Sådan er livet som rørlægger
Nyhedstekst:

Hans Peter Rasmussen er 36 år og er i gang med sit 12. år som rørlægger hos Gorm Hansen.


Interessen for rørlægger-faget stammer tilbage fra tiderne på teknisk skole, hvor valget ikke var svært.


- Jeg startede i grundforløb på teknisk skole, og så var rørlægger det, som passede bedst i min verden fremfor tømrer eller snedker, og så kan jeg godt lide at være udenfor, siger Hans Peter.


Der er ingen tvivl om, at Hans Peter nyder at være rørlægger. Der er da også en vis stolthed i stemmen, når han fortæller om jobbet.


- Mit job er som regel hovedkloakken, hvor vi lægger de store rør i vejarealerne, og det er jo for det meste kloakrør. Jeg har en maskinfører, der graver op for mig, og så lægger jeg rørene i jorden og skubber dem sammen. Det lyder meget simpelt, men det er det ikke altid, fortæller Hans Peter.


Yderligere forklares det, at man gerne skal se arbejdet i virkeligheden for rigtig at forstå det. Hans Peter fortæller blandt andet, hvordan laser-værktøj bruges til at lægge rørene helt præcis.


En rørlægger arbejder for det meste sammen med en eller flere maskinfører. Derfor ser Hans Peter samarbejde, som værende en af de vigtigste evner for en rørlægger, hvor kommunikation er en meget vigtig del.


 - Jeg starter gerne morgenen med at tale med maskinføreren omkring, hvordan vi kommer videre fra, hvor vi nu er nået til. Ellers fungerer det mest med håndtegn, forklarer rørlæggeren.


I samarbejdet med maskinføreren er tillid også en stor del. Det er nogle store maskiner, og man skal kunne stole på hinanden.


- Du skal stole på, at maskinføreren ved, hvad han laver, og det gør de heldigvis her, lyder det fra Hans Peter, der også fortæller, at tilliden går begge veje.


Udover samarbejde er omhyggelighed og matematisk snilde ligeledes en del af det at være rørlægger.


- Du skal være omhyggelig med dine rør. Når du lægger dem med ikke ret meget fald på, så skal de jo passe, ellers opstår der lunker og andre fejl. Regning er også en god ting, da vi har meget nivelleringer og den slags, siger Hans Peter.


Hans Peter fortæller, at det kræver et kursusforløb på otte uger at blive rørlægger. Det tager dog meget længere tid at blive en god rørlægger. Ifølge Hans Peter er erfaring her nøgleordet.


Hans Peter er faktisk ikke udelukkende rørlægger. Da han startede hos Gorm Hansen, fik han også kloakmesteruddannelsen, hvilket var en krævende, men meget givende proces. Uddannelsen giver en rørlægger mange fordele i det daglige.


- Det giver en helt anden indsigt i, hvad det hele går ud på. Man forstår, hvorfor der skal være et 200-rør det ene sted, og et 150-rør det andet sted. Så det har jeg været rigtig glad for, fortæller Hans Peter.


Det at være rørlægger er et meget fleksibelt job. Hans Peter er specielt glad for, at man ofte selv står for planlægningen af sin dag. Særligt er sommeren en god tid at være rørlægger.


- Sommeren er klart det fedeste, så er det også afvekslende. Der er ikke to dage, hvor du møder det samme, lyder det fra den rutinerede rørlægger.


I øjeblikket arbejder Hans Peter på en større kloakeringsopgave i Bildsø Strand. Med de mange års erfaring er det bestemt ikke, det første store projekt for Hans Peter, og det er de store opgaver, han brænder for.


- Jeg kan godt lide sådan noget som udstykninger, når vi kører og laver det, hvor vi har mange ting med, siger Hans Peter med et smil.


Til de folk, der overvejer en fremtid som rørlægger, har Hans-Peter en klar besked.


- Hvis man kan lide at være ude og røre sig, så er det et godt job, men det er også udenfor, når det regner eller sner, lyder beskeden.


Rørlægger-jobbet er altså et meget afvekslende job, med masser af spændende udfordringer og muligheder. 

Gorm Hansen A/S - Lykkegårdsvej 11, 4000 Roskilde - Tlf.: 4636 4167 - CVR: 17827987 - Mail: ghs@gorm-hansen.dk