Logo-GormHansen

Nyheder

Nyhedsoverskrift:

Dagligdagen i geden

Publiceringsdato:
06. okt 2020
Kort Text:
Det er en noget kompleks opgave at køre gummiged hos Gorm Hansen A/S. Der hører en del mere til end blot at styre den store maskine, hvilket Lau Pedersen og Steen Tollstorff fortæller mere om her
Nyhedstekst:

På Gorm Hansen A/S´s arbejdspladser spiller gummigeden en helt særlig rolle. Vi har taget en lille snak med to af vores gummigedsfører om de mange forskellige opgaver, som jobbet indeholder.


Lau Pedersen har været ved Gorm Hansen A/S i hele 32 år, og i 31 af dem har han kørt gummiged. Med de mange år i maskinen ved Lau, hvad han snak om, og ifølge ham er det ikke selve det at køre maskinen, der er det mest krævende ved jobbet.


- 40% af det er måske at kunne finde ud af at køre maskinen. Hos os hører der noget mere til det. Vi kalder det lidt for en trillebør. Man skal bringe varer rundt på pladsen og sørger for, at folk har de rette materialer. Generelt er jeg med til at sikre, at der er pænt og ordentligt på arbejdspladsen, siger Lau Pedersen.


Dette er noget, som Steen Tollstorff, der har kørt gummiged hos Gorm Hansen A/S de seneste to år, er enig i.


- Det er ikke så meget det at køre selve maskinen. Det mere det at følge med i, hvad der sker på pladsen, så man hele tiden ved, hvad der mangler rundt omkring. Her er skal man altså tage en del initiativ selv, så folk ikke står og mangler deres materialer, siger Steen Tollstorff.


 Orden på sagerne


Sans for orden er en nøglekompetence som gummigedsfører. På Gorm Hansen A/S´s pladser kan en stor del af ryddeligheden tildeles gummigedsføreren.


- Ordenssans er utroligt vigtigt, hvis du vil køre gummiged. Det er gummigedsførerens opgave, at materialerne bliver lagt de rigtige steder og på en ordentlig måde, lyder det fra Lau Pedersen.


Derudover bliver overblik og det at kunne tage initiativ i hverdagen fremhævet som vigtige evner for en gummigedsfører.


- Man skal være god til at have mange bolde i luften og et godt overblik. Inden jeg begyndt at køre gummiged, så jeg meget til, hvordan Lau gjorde det, og hvad han kørte og lavede. Her fik jeg fornemmelsen af, hvor mange forskellige opgaver der hører med til jobbet, fortæller Steen Tollstorff.


Den rutinerede Lau Pedersen er fuldkommen enig med sin tidligere ´elev´, og betoner ligeledes vigtigheden af overblik og planlægning.


- Øjne og øre skal være åbne. Det skal ikke være formanden, der kommer og fortæller dig, hvad du skal. Det skal du selv kunne finde ud af, siger Lau Pedersen.


Dermed er jobbet som gummigedsfører i høj grad bygget op omkring en fører, der kan se bredt ud på arbejdspladsen, og på den måde bliver en stor del af det daglige arbejde på et projekt bundet sammen fra gummigedens førerhus.


Ingen ens dage


Det er uden tvivl et krævende job at køre gummiged, og en stor arbejdsindsats er en nødvendighed. Heldigvis får man endnu mere igen for sit hårde arbejde. Lau og Steen er i hvert fald ikke i tvivl om, hvilken maskine de synes er den fedeste at køre.


- Der er ikke to dage, der er ens, og du ser hele tiden noget nyt. Det er også bare en fantastisk maskine, det er dig selv, der sætter begrænsningerne for, hvad den kan, fortæller Lau Pedersen.


Selvstændigheden og muligheden for at planlægge sin egen hverdag er også en særlig fordel ved gummigeden.


- Det fede er, at jeg lidt er mig selv. Jeg kan selv tilrettelægge min dag og lægge en plan for, hvordan jeg får klaret dagens opgaver, siger Steen Tollstorff.


Yderligere er de begge enige i, at gummigeden giver nogle helt særlige muligheder for at komme rundt på hele pladsen og have en bred interaktion med kollegaerne.


Alt i alt kan man altså samle det at køre gummiged op til at være et komplekst job med et stort ansvar og en masse vigtige funktioner. Samtidig med det store ansvar, gives der en masse frihed til at holde styr og orden på en plads, hvilket Lau og Steen sikre til perfektion.

Gorm Hansen A/S - Lykkegårdsvej 11, 4000 Roskilde - Tlf.: 4636 4167 - CVR: 17827987 - Mail: ghs@gorm-hansen.dk